Kom hjem til en glad hund

Din hund behøver ikke kede sig derhjemme, når du er på arbejde eller bare mangler tid i hverdagen. Med mig kommer din hund med ud og tumle, tygge i pind, grave huller eller lave sjov og ballade sammen med en flok helt nye legekammerater.

Vi kører ud til strand, park og skov, hvor man må lade hundesnoren blive i lommen og løbe frit. Her får din hund ikke bare leg og motion, den finder også sin naturlige plads i en hundeflok. Og efter en dag med vennerne, får du en hund hjem, der strutter af glæde og selvtillid. Så skal poterne bare hviles, inden det går løs igen...

Krav til hunden

For at din hund kan komme med på tur, skal den være minimum 6-7 måneder gammel. De store hundes leg kan være voldsom for en lille hvalps muskulatur, hvis den ikke er udviklet nok. Og så skal den selvfølgelig være lydig og rar at være sammen med.

Introduktionsbesøg

For at komme godt i gang kommer jeg ud på et introduktionsbesøg hjemme hos jer. Så kan din hund lige snuse mig an i trygge rammer. Desuden kan vi planlægge den daglige tur og jeres ønsker. Du er altid velkommen til at ringe og høre, hvordan en tur med hundene foregår.

Kontaktbogen

Da hundene ikke selv kan fortælle, hvad de har oplevet, får de en kontaktbog, som jeg skriver i efter hver tur. Her kan du selvfølgelig også skrive beskeder til mig. Læs Balders og Scarlets kontaktbøger