Amine.dk
december 2008



Menneskets bedste ven
- Anna Backe


Nini mødtes for fire år siden, med sin veninde efter at veninden havde været en tur i New York. Der var masser af New York’er emner, som de to fik snakket om, men Nini blev ved med at tænke på en ting.


Veninden havde joket med, at der i Central Park i New York, var nogle unge mennesker, der gik tur med mange hunde. Altså flere hunde end, hvad der reelt kunne være deres egne. ”Professionel hundelufter” grinede veninden, men Nini syntes, at det var en rigtig god idé. Kort efter, startede hun sit eget hundelufter firma ’Professionel hundelufter.dk’. I starten fik hun kunder ved at hænge sedler op diverse steder, og folk begyndte også at lægge mærke til hendes iøjefaldende varevogn: Den hvide bil med teksten ’professionel hundelufter’, og sorte hundepoter på siderne.

Klassens time
I dag er forretningen vokset, og Nini har nu i alt 18 faste hunde tilknyttet hendes firma. Hunde, der er store og små, af forskellige racer og med mange forskellige personligheder. De har dog alle en ting til fælles: I en time til halvanden om dagen, er Nini deres reservemor. Hun henter dem hos deres ejere, og kører dem ud til skoven. Her får de en times fri leg, eller som Nini kalder det, ”klassens time”, hvor de er sammen med alle deres hundevenner. De løber op og ned ad skrænter, ud i vandpytterne og slås for sjov med hinanden. I stedet for at ligge derhjemme, får hundene mulighed for en ordentlig luftetur og særligt de store hunde, som granddanoisen ’Balder’ løber en masse energi af sig. ”Han er førerhunden i dag”, fortæller Nini, og mens jeg er med Nini på tur i skoven, er det da også Balder, der har mest fart over feltet.

Savner hundevennerne
De ældste hunde, har været hos Nini i 4 år. Hun kender efterhånden alle hundene og deres ejere rigtig godt. Kundekredsen tæller alle erhvervsaktive mennesker, som gerne vil give deres hunde det bedste liv. Mennesker som har travlt med deres arbejde, og som gerne betaler lidt ekstra for en glad og afslappet hund. Som Nini siger ”Er det ikke lydighedstræning, men i stedet en mulighed for at hundene kan lære at omgås andre hunde på en ordentlig måde. Kombineret med frisk luft og lange ture får man en glad hund til gengæld”. Og om det er glade hunde, er der ingen tvivl om. 10 minutter inden vi når frem til skoven går hundene amok. De hyler, gør og piver, fordi de ved, at de snart er i skoven, og det betyder fri leg og masser af motion. Nini siger, at det hver gang er sådan, men særligt om mandagen, hvor hundene ikke har set deres venner hele weekenden. Hylen, bjæffen, gøen og glammeri længe inden den ventede destination - skoven!

Hunde er mere end bare hunde, de er vores venner!
Der er sket en holdningsændring i forhold til kæledyr, mener Nini. ”Hundene skal ikke længere ligge i bryggerset og være stille”, siger hun. Der er generelt mere fokus på hundenes velbefindende og livskvalitet, og derfor er der flere og flere hundeejere, der vælger at gøre noget godt for deres hund og den dårlige samvittighed. I stedet for at have dårlig samvittighed kan hundeejerne købe sig til en glad og sund hund, der lærer at være sammen med andre hunde. Derudover har Nini et vågent øje på hver enkelt hund for at se, om alt er som det skal være. Er der en hund, som halter, er der en, der har tabt sig, og hvordan går det egentlig med ham, der havde eksem? Nini’s interesse for hundene er ikke til at tage fejl af, og hun er glad for sit job. Så glad, at hun siger hun ”aldrig vil opgive sine hunde”. Og hvem kunne også ønske sig en bedre reservemor end Nini, som taler hundesprog og er hundenes allerbedste ven…



ophavsret professionel hundelufter 2004-2009