Berlingske Tidende, Indland, side 8
Mandag den 24. januar 2005

Profession: hundelufter


Skovhundehave Intet vejr er for vådt eller for surt for Nini Karpatoff. ”Hundene skal jo ud,” siger den tidligere tjener, der nu er professionel hundelufter. Hver formiddag og eftermiddag kører hun sine kunder ud til frisk luft og motion.

Af Elisabeth Lumby

New York har dem. Paris har dem. Buenos Aires har dem. Og nu har København også fået sin første professionelle hundelufter. Hun hedder Nini Karpatoff og hun kører hver dag sin hvide Berlingo med de påmalede sorte hundepoter udenpå og hundebure indeni rundt og henter sin blandede firbenede flok hjemme i privaten eller på deres ejeres arbejdsplads og tager dem med ud til Geel Skov, Bernstorffsparken, Amager Fælled, Damhussøen, til stranden eller andre steder, hvor hunde må løbe frit omkring. Nini driver, kan man næsten kalde det, en skovbørnehave for hunde med et formiddagshold og et eftermiddagshold. Hundene kommer ud i naturen, får nogle udfordringer og møder nogle andre hunde, som de kan spæne rundt og ruske i sjove pinde med eller løbe op og ned ad stabler med fældede træer sammen.

Skulle de være heldige, at der er en dejlig mudderpøl, de kan rulle sig i, tager Nini det ganske roligt. ”Jeg har masser af tæpper og håndklæder i bilen, så de er måske beskidte, men tørre, når de bliver afleveret, godt trætte og med hovederne fulde af oplevelser,” siger Nini.

Enkelte hunde bliver luftet af Nini hver dag. Det koster 2.500 kr. om måneden eller omtrent det samme som en vuggestueplads. Andre bliver det fast en eller par dage om ugen. Det koster 148 kr. om dagen., og det er der mange, der betaler med glæde.

For de penge får ejerne foruden en god samvittighed en glad og afslappet hund, der har fået løbet en masse energi af sig i den friske natur. Hver hund har sin egen ”meddelelsesbog”, hvor ejerne og Nini kan skrive beskeder til hinanden om, hvordan hunden har det.

Denne eftermiddag består holdet af fem ganske unge hunde, så der bliver fræset rundt i hundelufterafdelingen af Geel Skov af Solo, der er parson russell terrier og trods sin lidenhed flokkens alfahun, de to cairn terriers Zhivago og Alberte samt labradorerne Puk og Balder.

Nini Karpatoff er en spirrevip på 1,60 meter, men hun udstråler myndighed, og ingen af hundene er i tvivl om, at hun er flokkens leder, selv om der skal afprøves grænser.

”Jeg er vokset op med hunde, mine forældre havde altid to-tre hunde ad gangen fra jeg var et par år, så jeg ved, hvordan man omgås dem,” siger Nini, der havde arbejdet som tjener i 10-12 år, da hun bogstaveligt talt fik lyst til luftforandring.

”Tjenerjobbet er usundt og stressende med skæve arbejdstider og høj dødelighed. Jeg havde længe tænkt på at skifte, helst til noget med hunde. En af mine bekendte fortalte mig efter en tur til New York om de professionelle hundeluftere i Central Park. Det kræver ikke andet end en bil, en telefon og en hjemmeside at være hundelufter, og det har så været professionelt siden maj sidste år,” fortsætter hun.

Som tjener havde Nini Karpatoff brug for menneskekundskab. ”Men hunde er også store personligheder, alle sammen forskellige, og det er med til at gøre jobbet så spændende,” siger hun.

Som noget nyt er Nini begyndt at motionere hunde, der trænger til at smide lidt overflødigt huld og få muskler, på mountainbike. Selv går hun både til styrketræning og yoga for at være i form til jobbet. For det kræver det.


ophavsret professionel hundelufter 2004-2009