Søndagsavisen
21. august 2005

TJENER 148 KR. PÅ AT LUFTE HUND

Nini Karpatoff er glad for hunde, faktisk så glad, at hendes liv er fyldt med dem. Hun er professionel hundelufter, og forretningen går så godt, at hun overvejer at udvide den

- Af Martin van Dijk
Foto: Carsten Lundager


Solo! Pluto! Balder! Navnene runger mellem skovens træer. Få sekunder efter dukker tre hunde op i det fjerne, de er i fuld gang med deres egen tag-fat leg. De logrer med halen, og Solo - en lille Parson Rossel Terrier - fører an med Pluto og Balder lige i hælene.
»Du skal lige holde øje med Pluto, han ser ikke, hvor han løber, han er stadig hvalp,« siger Nini Karpatoff, der er professionel hundelufter.
»Nej, det er løgn ikke en bil, kom så må vi herind. Robin kom her! En, to, tre, fire, fem, seks - Robin!«
En lysebrun Toller Retriewer kommer ud fra buskadset, og den syv-foldige hundeflok er fuldtallig. Det kræver sin kvinde at holde styr på syv livlige hunde på samme tid, men de lystrer Nini Karpatoff, og bilen passerer uden problemer.

Den tidligere tjener har byttet mados og menneskesnak ud med frisk luft og hundegøen.
»Jeg var træt af de skæve arbejdstider og den megen stress, der er i jobbet som tjener. Nu styrer jeg det hele selv, og jeg får en masse dejlige ture i skoven sammen med nogle fantastiske hunde. Jeg bliver mødt af lutter smil og glæde hver dag.«
Der er 16 hunde med i ordningen, og de er delt op i to klasser, så de lærer hinanden at kende.
»Det er ikke alle hunde, der er med hver dag, og jeg tager højest syv hunde med i skoven på en gang, ellers er det umuligt at holde styr på dem,« siger hundelufteren.
De bliver hentet derhjemme og bragt tilbage igen, når turen er ovre. Det koster 148 kr. pr. gang, og masser af mennesker er villige til at betale prisen for at give hunden en tur i skoven.
»Det er blevet moderne at have hund, og mange gør meget mere for den,« forklarer Nini Karpatoff. Derfor går hun også med planer om at udvide forretningen, så flere kan arbejde som hundelufter.

Vi er cirka halvvejs på den fire kilometer lange rute rundt i Geelskov ved Holte og har sat os ved et bord i en lysning, mens hundene løber omkring og leger. Solen kæmper en desperat kamp for at bryde gennem det grå skydække, og det er lige ved at lykkes.
»Er her ikke skønt,« spørger Danmarks eneste momsregistrede hundelufter og begynder derefter at forklare, hvordan ideen til at blive professionel hundelufter opstod.
»Jeg hørte om det fra en god veninde, der havde været i New York og i Central Park havde set en 'dog walker'. Idéen rumsterede i hovedet et stykke tid, før jeg gik i gang med forberedelserne sidste år i januar. Jeg blev momsregistreret 1. maj 2004.«
Længere når hun ikke, før end arbejdet igen kalder.
Den lille Parson Rossel Terrier har bevæget sig op på det robuste træbord og stukket den fugtige snude med jord helt op i hovedet på Nini Karpatoff.

Turen går derefter tilbage mod den hvide Citroén Berlingo, med hundepoter på siden, der skal fragte hundene tilbage til deres hjem i København. Hundene udforsker stadig skoven, men den lyserøde tunge hænger længere og længere ud af munden på de fleste af dem.
»Hundene har simpelthen så godt af at komme herud. De får en masse motion, og de bevæger sig meget mere, når de er flere sammen,« forklarer Nini Karpatoff. Det lader også til, at hundene er enige med hende. Flere af dem skal lokkes med godbidder, før end de går med til at hoppe op bag i bilen. Det lykkes dog til sidst, og kursen kan sættes mod København og en velfortjent lur.


ophavsret professionel hundelufter 2004-2009