Skip links

Hundeportrætter

De firbenede kunder har deres egen unikke personlighed. Og hvem er bedste venner med hvem i hundebørnehaven? Du kan nu lære Vega, Anton, og Humle plus alle de andre hunde at kende her.

Anton

Anton er hundebørnehavens ultimative legeonkel. Grunden hertil skal vi finde hos hans godmodige væsen. Alle er vilde med Anton, og hans langstrakte tålmodighed gælder hunde i alle aldre og racer. Anton er med andre ord, vennernes ven. Hans bedste veninde er labradoren Zira, som overdynger ham med våde kys, hvis altså ikke han er i færd med at forsyne sig med et saftigt selvfundet æble. Anton bor på Frederiksberg.

Race: Labrador
Født:  11. juni 2013
Start:  10 måneder gammel
Ture:  5 dage om ugen

Theo

Theo er hele hundebørnehavens badutspringer nummer et. Med sit altid vågne og vakse væsen samt et finurligt kropssprog er der altid fart over feltet. Theo får således fuld valuta for sine penge, i den time gåturens længde er på. Desuden besidder han den sjældne evne, at han nemt får smilet og legelysten frem hos tobenede såvel som hos firbenede. Theos tanker er meget af tiden hos labradoren Zira, som er hans favorit veninde. Og disse tanker er også til stede, når han hviler sig i hundekurven i højhuset på Amager.

Race: Boston Terrier
Født:  20. februar 2012
Start:  6 måneder gammel
Ture:  1 dag om ugen

Felix

Felix er trods sin lille størelse en stor autoritet og er derfor selvskrevet som hundebørnehavens politimand. Han værdsætter ro og regelmæssighed højt og hvis der er for meget slinger i hundeflokken, er Felix ikke bleg for at udtrykke sin mening herom og få flokken til at makke ret. Udover opgaven som den lille politimand i København færdes Felix hjemmevant i New York og Berlin hvor han også går i hundebørnehave. Hans bedste veninde er gravhunden Isolde, som han deler hundekurv med rundt om i verden.

Race: Fox Terrier
Født:  21. juni 2010
Start:  6 år gammel
Ture:  5 dage om ugen

Isolde

Isolde er absolut en af hundebørnehavens allerstøreste skønheder. Med sin sødme som sjældent er set, kombineret med yndefulde bevægelser, er det ikke spor mærkeligt at den lille dame har et utal af bejler. Men tag dog ikke fejl, der er er en del lyd i Isolde og det kommer blandt andet til udtryk hvis hendes bedste ven fox terrieren Felix er det mindste utilpas. Isolde er faktisk lidt af en kosmopolit, hun har nemlig hundekurve placeret på Christianshavn, i New York og Berlin.

Race: Gravhund Miniature Blue Merle
Født:  7. september 2014
Start:  2 år gammel
Ture:  5 dage om ugen

Lucy

Lucy er hundebørnehavens lydighedsdronning. Hun har behov for et stort område at bevæge sig på, græs, skov og vand bliver nøje undersøgt og jeg kan med et indkald eller to få Lucy til at stå ved min side også selvom hun er optaget af fisk eller fangst. Udover sit usædvanlige smukke ydre er hun kærlig og hengiven og et højt skattet medlem af børnefamilien på Amager, hvor hun har fri adgang til hus og have. Lucys bedste ven er labradoren Humle, som hun har kendt siden han var ganske lille.

Race: Labrador, Malamute og schæferblanding
Født:  28. september 2015
Start:  6 måneder gammel
Ture:  5 dage om ugen

Elton

Elton er hunde hundeflokkens veteran. Med sine mange års erfaring i hundebørnehaven er han eminent til nystartede hvalpe og unghunde. Han  bruger gerne sin tid på at lege med de nye hunde, så de falder godt til, hvis ikke han er optaget af og bruge sin fremragende lugtesans. Elton er absolut en sand mester til at finde mad. Eltons hjerte banker dog allermest, når han ser gravhunden Isolde og taktslagene bliver først normale igen, når han er hjemme i villaen i Nordvest.

Race: Gravhund Standard Blue Merle
Født:  12. Maj 2009
Start:  2 år gammel
Ture:  1-2 dage om ugen

Vega

Vega er lidt forsigtig af natur og hun kaster sig aldrig hovedkuls ud i et eventyr. Vega holder stadig et åbent øje med cyklisterne i skoven. Og det gør hun fordi, da hun startede i hundebørnehave, var hun bange for de tohjulede mennesker og deres adfærd. Det er forlængst et overstået kapitel og Vega nyder nu hundeluftning sammen med sin bror Uffe og deres fælles venner, inden de lander i hundekurven hjemme i Skodsborg.

Race:  Ruhåret Dværg Gravhund
Født:  25. Maj 2015
Start: 8 måneder gammel
Ture:  2 dage om ugen

Humle

Humle er uden diskussion hundebørnehavens dygtigeste elev. Humle er blandt meget andet sikker i, kom, sit og dæk. Og på den flotte lydighedskonto hiver han adskillige tolv-taller hjem flere gange om ugen. Artige Humle er dog ikke helt tryg ved spyfluer. De kan med deres hurtige bevægelser og høje lyd bringe ham ud af kurs for en stund. Humles bedste veninde og gamle nabo er smukke Lucy. Hume bor i Ørestad.

Race: Labrador
Født:  17. April 2016
Start: 7 måneder gammel
Ture:  5 dage om ugen

Khiaij

Khiaij er hundebørnehavens konge. Khiaij spiller en central rolle i flokken, fordi han godt kan lide at bestemme og får for det meste også lov til det af sine hundevenner. Han er højt respekteret af alle og med en altid blød og velplejet pels som er en konge værdig, bliver der kigget på Khiaij med stor ærbødighed. Desuden er appetitten på æbler ganske omfattende. Khiaij residerer over hus og have på Frederiksberg.

Race: Cocker Spaniel
Født:  24. August 2014
Start: 20 måneder gammel
Ture:  5 dage om ugen

Alfred

Alfred er faktisk lidt af en flyvefisk. Han er altid i bevægelse og mest flyvende. Det er både til vands, på land og i luften. Alfred kan bedst lide og lege med de store hunde og hans bedste ven er labradoren Tjalfe. Han er ubetinget hundebørnehavens hurtigeste hund og alt bliver undersøgt på kryds og tværs, inden turen går hjem til ydre Østerbro som er Alfreds distrikt.

Race: Ruhåret Dværg Gravhund
Født:  29. Juli 2015
Start: 8 måneder gammel
Ture:  ad hoc